Ny rapport afliver myter om kreative erhverv

User avatar
jonaz.dk
Site Admin
Posts: 4161
Joined: 04 Mar 2008, 22:24
Location: DK
Contact:

Ny rapport afliver myter om kreative erhverv

Unread post by jonaz.dk » 12 Jan 2012, 16:52

CKO’s seneste rapport ”Behovsanalyse. De kreative erhverv i Danmark” afdækker, hvilke konkrete initiativer, der bør sættes i gang for at styrke væksten i de kreative virksomheder i Danmark. Rapporten gør samtidig op med en række myter om de kreative erhvervs manglende ”vækst-parathed”. 1000 kreative virksomheder og 600 virksomheder fra det øvrige erhvervsliv har medvirket til undersøgelsen.

Rapporten viser, at de kreative erhverv adskiller sig fra det øvrige erhvervsliv og det giver derfor god mening at betragte de kreative erhverv som en samlet gruppe, og dermed imødekomme særlige behov for udvikling og vækst i de kreative erhverv:

* De kreative erhverv udviser samme grad af vækstambitioner som virksomheder i det øvrige erhvervsliv.
* De kreative erhverv drives oftere af passion end profit, end virksomheder i det øvrige erhvervsliv.
* Virksomhederne i de kreative erhverv har en længere kommerciel planlægningshorisont end virksomheder i det øvrige erhvervsliv.
* Trods den ofte langsigtede kommercielle planlægning i de kreative erhverv, er styrkelse af strategi og forretningsudvikling den udfordring flest kreative virksomheder oplever. Behovet er større i de kreative erhverv end det øvrige erhvervsliv.
* Finansiering opleves i større grad som en udfordring i de kreative erhverv.
* Selvom mange danske virksomheder i disse år oplever det som en udfordring at gå i banken for at låne penge til virksomhedens udvikling, er behovet større i de kreative erhverv.
* Flere kreative virksomheder er internationalt orienteret end i det øvrige erhvervsliv og flere kreative virksomheder har ambitioner om internationalisering.
* Immaterielle rettigheder er oftere bærende for forretningen i kreative erhverv end i erhvervslivet i øvrigt.
*De kreative virksomheder bruger i højere grad eksisterende erhvervsservicetilbud end virksomheder fra det øvrige erhvervsliv.

Et godt eksempel er porcelænsdesigner Anne Black, der i løbet af de seneste 8 år, sammen med sin partner, den økonomiuddannede Jesper Moseholm, har opbygget en solid vækstforretning inden for dansk kunsthåndværk. De to partnere har fundet den rigtige forretningsmodel, hvor kreativitet er koblet med forretningsudvikling:

”Hvis vi ikke er i stand til at levere til butikkerne får vi ikke en succesfuld virksomhed. Der, hvor Anne Black adskiller sig fra andre kunsthåndværkere er, at vi organiserer os på en måde, som gør det muligt at etablere en kommerciel virksomhed omkring et kunsthåndværkerprodukt. Kernen i den forretningsmæssige succes, er designeren selv. Hendes kreativitet og det faktum, at der her er en designer, som lever og ånder hver dag, giver produkterne en tydelig relevans i forhold til forbrugeren”, fortæller Jesper Moseholm, ejer og adm. direktør, Anne Black.

Kreative erhverv er nødvendige for væksten
”De kreative erhverv er katalysator for væksten i Danmark. Andre aktuelle rapporter (Vækst via oplevelser, 2011, nov. 2011 og Det kreative København, FORA 2011, okt. 2011) som CKO har været involveret i peger på, at de kreative erhverv har klaret sig bedre gennem de seneste års finanskrise end det øvrige erhvervsliv. De kreative erhverv genererer arbejdspladser, værditilvækst og eksport igennem deres aktiviteter. Også leverer de værditilvækst i det øvrige erhvervsliv: Den såkaldte ”spill-over effekt” omfatter kreative processer, styrkelse og effektivisering af virksomheders interne organisation, nye markedsføringsredskaber eller nye oplevelsesprodukter. De kreative erhverv bidrager på den måde til at udvikle og styrke forretningsgrundlaget i det øvrige erhvervsliv. Endelig er de kreative brancher ofte med til at markedsføre Danmark og udbrede fortællingen om Danmark som en innovativ nation. Der er med andre ord god fornuft i at værne om og styrke rammebetingelser for de kreative erhverv i Danmark”, fortæller direktør Rasmus Wiinstedt Tscherning, Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO).

Hvem er CKO?
Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO) er en offentlig, selvejende institution, der dels arbejder for at udbrede kendskab til, hvordan erhvervslivet kan skabe øget vækst og innovation gennem oplevelsesbaseret forretningsudvikling, dels styrke de kreative erhvervs forretningsforståelse, bl.a. gennem strategiske samarbejder med det øvrige erhvervsliv. Læs mere: http://www.cko.dk/omcko

Link til analysen
http://www.spiludvikling.dk/jonaz/Behov ... -del_I.pdf

Jeg faldt over endnu et link med relevans for branchen.
Redegørelse: Optimering af potentialerne for dansk computerspil
http://cko.dk/computerspilpotentiale

Post Reply