MovieStarPlanet søger Marketing Manager med kommerciel tæft

clauslykke
Level 3 - Infant
Posts: 33
Joined: 06 Sep 2009, 19:57

MovieStarPlanet søger Marketing Manager med kommerciel tæft

Unread post by clauslykke » 01 Mar 2011, 17:32

MovieStarPlanet leder efter en dygtig Marketing Manager, som har erfaring med at lave kommercielle aftaler og markedsføring på internationale markeder.

Om os
MovieStarPlanet er en virtuel verden for børn i alderen 9-13 år med et filmstjerne tema. Hver bruger designer deres egen filmstjerne figur, som kan bruges til at lave små tegnefilm, chatte og spille spil med andre brugere. MovieStarPlanet blev introduceret i Danmark i 2009 og har siden oplevet en eksplosiv vækst. I skrivende stund opererer vi på otte markeder og er blandt de førende virtuelle verdner for målgruppen i Europa. Vi holder til i nye lækre lokaler på 5te på ITU, som er en del af Symbion (http://www.5te.dk)

Om stillingen
Du bliver omdrejningspunkt for tre centrale opgaver:

Fortsat penetrering af nye markeder. Vi opererer med en succesfuld opskrift for at penetrere nye markeder i dag. Din opgave bliver at optimere denne strategi samt stå for den praktiske eksekvering – fra forhandling af medieindkøb til den løbende opfølgning og optimering.

Udbygning af vores position på eksisterende markeder. Som online spil er der en kontinuerlig udfordring i at øge brugernes loyalitet og konstant tiltrække flere brugere til vort univers. Vort kreative udviklingsteam optimerer konstant universet – din opgave bliver at udtænke og eksekvere marketingtiltag, der kan fange og fastholde målgruppen samt løbende analysere og optimere performance.

Kommerciel udnyttelse af vort brand og brugerbase. Vi har fat i en yderst attraktiv målgruppe. Og vort brand bliver stærkere og stærkere. Det skal udnyttes. Og det bliver ene og alene din opgave. Det kan ske gennem samarbejdsaftaler med andre firmaer med samme målgruppe, gennem salg af merchandise, via eksponering af annoncer på MovieStarPlanet eller på helt andre måder. Både strategi, forhandling af aftaler og efterfølgende eksekvering bliver lagt i dine hænder.

Om dig
Vi opererer i et online univers. Men vort marketingmix involverer i høj grad offline kampagner. Det stiller krav til din marketing A-B-C. Du er hverken online marketing nørd eller massekommunikationsspecialist. Du er nok en all-rounder, med en intens nysgerrighed for virtuelle verdener. Oveni det må du meget gerne have en dyb forståelse for, hvad der motiverer og driver 9-13 årige (og deres forældre, når de skal spørge om lov).

Alt i vort univers er målbart. Så det handler om test, analyse og optimering i et væk. Og som om det ikke er nok, så skal din højre hjernehalvdel også på arbejde: Du skal være i stand til at tænke ud af kassen, se nye (forretnings)muligheder og have kreativitet nok til at udtænke, hvordan en lille virksomhed kan udfordre vanetænkningen og eksekvere store ideer.

Strategi og eksekvering. Ofte er man god til det ene eller det andet. Du skal mestre begge dele. Vi er en lille virksomhed, så der er ikke 17 hænder til at tage fra. Du skal derfor være i stand til at få (egne) ideer ført effektivt ud i livet. Men vi tænker stort. Derfor skal dine strategiske evner ikke halte efter.
Stort set alle aspekter af dit arbejde kommer til at involvere aftaler. Derfor er det et ultimativt krav, at du har erfaring med kommercielle forhandlinger. Fra at sælge ideen over den indledende forhandling til det sidste komma og underskriften er på plads.

Kort og kontant:
 Dokumenteret erfaring med kommercielle aftaler, gerne indenfor medieindustrien og/eller virksomheder, der opererer i vores målgruppe og gerne med virksomheder på udenlandske markeder.
 Intensiv (international) marketingerfaring
 Pondus og integritet
 Du kan arbejde selvstændigt, tage selvstændige initiativer, tænke ud af boksen – alt dette kombineret med en sublim forretningsforståelse.
 Du har lyst til at arbejde i en mindre men meget ambitiøs virksomhed. Flad struktur, ingen assistenter, intet bureaukrati, tusinde bolde i luften, hurtigt fra ide til eksekvering, mange kasketter på.
 Du har en relevant kommerciel uddannelse, fx cand.merc. eller lign.

MovieStarPlanet tilbyder:
 Konkurrencedygtig løn
 Mulighed for aktieoptioner/warrants
 Du bliver en del af ledelsesgruppen
 Et uformelt arbejdsmiljø i en vækstvirksomhed

Kontakt
For yderligere information kontakt venligst CEO Claus Lykke Jensen på cl@moviestarplanet.com.

Post Reply